Vestindisk-guineisk Kompagni 1671-1754

Vestindisk-guineisk Kompagni var et foretagende typisk for den merkantilistiske epoke. Selskabet var organiseret nogenlunde som vore dages aktieselskaber, nemlig med en bestyrelse, en daglig administration og en generalforsamling, hvor participanterne kunne komme til orde.

Vestindisk-guineisk Kompagni oprettedes ved en kongelig oktroj, som tildelte det nogle rettigheder og samtidig pålagde det visse pligter til gengæld. Kompagniets opgave var at kolonisere og drive handel samt at administrere kolonien på kongens vegne. Kompagniet fik nationalt monopol på sejladsen til Vestindien og Guinea, det fik visse økonomiske begunstigelser, det fik egen jurisdiktion, og det fik eneret på sukkerraffinering i kongens riger og lande. Pligterne begrænsede sig til at skulle opretholde en regelmæssig besejling af kolonien, til at skulle sælge et vist kvantum danske varer i det fremmede og til eventuelt at fragte kongens eget gods gratis.

I 1672 erhvervede danskerne Sankt Thomas. Gennem 1670'erne udsendte man imidlertid kun forholdsvis få skibe, og det var derfor kritiske år i det lille nybyggersamfund på øen. Man opdyrkede øen med sukker og tobak på plantager, hvis drift fra begyndelsen var baseret på negerslavers arbejde. Da Vestindisk-guineisk Kompagni endnu i 1680'erne havde økonomiske problemer, valgte man at skaffe sig indtægter i form af afgifter på den private skibsfart, som var nødvendig for at opretholde kolonien. Tilsvarende afsluttede man i 1685 en traktat med den tyske stat Brandenburg, som til gengæld for fodfæste på Sankt Thomas betalte klækkelige afgifter. Fra 1687 til 1696 udsendte kompagniet slet ingen skibe selv, men bortforpagtede sin handel til en dansk og en norsk købmand.

Efter genoplivningen af Vestindisk-guineisk Kompagni i 1697 gik det atter fremad. I 1718 inddrog danskerne naboøen Sankt Jan, da Sankt Thomas efterhånden var helt opdyrket. Man behøvede imidlertid mere plads til plantagedriften, så i 1733 købte man Sankt Croix af franskmændene. Hermed havde Dansk Vestindien nået sin fulde, men temmelig beskedne udstrækning.

Sankt Croix blev hurtigt opmålt, udstykket og opdyrket. Den frugtbare ø udviklede sig gennem resten af århundredet til en særdeles rig sukkerproducent. Sankt Thomas udviklede sig derimod i kraft af sin gode havn til et centrum for regional og international handel og søfart.

Vestindisk-guineisk Kompagnis hovedkvarter lå i København med administrationsbygninger, pakhuse, skibsværft og sukkerraffinaderi. Selskabets indsats kom til at koncentrere sig om handel og søfart, men i høj grad tillige om administration af kolonierne i Vestindien og Guinea.

Kompagniets monopol var nødvendigt for overhovedet at sætte den danske kolonisation i Vestindien i gang og for at sikre en effektiv udvikling. Men omkring 1740 var det private initiativ udenfor kompagniet parat til at overtage alle dets aktiviteter, og da kompagniet således havde overflødiggjort sig selv, og dets eneret kom til at stå i vejen for udviklingen både i Vestindien og i Danmark, valgte staten i 1754 at købe aktionærerne helt ud og at opløse Vestindisk-guineisk Kompagni.

Fra 1755 overtog staten selv administration med videre af de vestindiske øer og etablissementerne i Guinea. Samtidig gav man handelen og søfarten på disse kolonier fri for alle den danske konges egne undersåtter.

Arkiv

Det i dag bevarede arkiv fra Vestindisk-guineisk Kompagni omfatter 957 pakker og bind og fylder omkring 100 hyldemeter. En detaljeret dansksproget registratur over arkivet findes publiceret i J. O. Bro-Jørgensen & Aa. Rasch, Asiatiske, vestindiske og guineiske handelskompagnier, Vejledende Arkivregistraturer, bind 14, København 1969, side 159-257, og på Vestindisk-guinesisk Kompagni her på siden

Da kompagniet blev nedlagt i 1755, overførtes hele det daværende arkiv fra kompagnihuset til Rentekammeret, som var den offentlige institution, der overtog administrationen af Dansk Vestindien.

To år senere skete tilsyneladende en kassation i arkivet af, hvan man kaldte unyttige papirer. Yderligere kassationer i 1796, 1799, 1807 og 1848 har derpå gjort voldsomme indhug i den oprindelige arkivbestand. Blandt meget andet materiale blev kasseret sukkerraffinaderiets hovedbøger, journaler, kassebøger og regnskabsbilag 1729-1754; en masse akter vedrørende skibsfarten, heriblandt så godt som alle skibsjournaler; samt en samling på tre hundrede pakker med kompagniets indtægts- og udgiftsordrer 1696-1750.

Som Vestindisk-guineisk Kompagnis arkiv fremstår i dag, er det ordnet i følgende syv hovedgrupper: A Kompagniets københavnske arkivalier; B Hjemsendte arkivalier fra guvernementssekretariatet for Sankt Thomas og Sankt Jan; C Hjemsendte arkivalier fra guvernementssekretariatet på Sankt Croix; D Hjemsendte regnskaber fra Sankt Thomas og Sankt Jan; E Hjemsendte regnskaber fra Sankt Croix 1734-1755; F Hjemsendte arkivalier fra guvernementet på Guinea 1698-1754; G Hjemsendte regnskaber fra Guinea 1698-1754. Langt den mest omfattende af disse grupper er den første med de københavnske arkivalier, som udgør halvdelen af hele kompagniarkivet. Den anden halvdel udgøres næsten udelukkende af forskellige typer af regnskaber, som er sendt hjem til København fra Vestindien og i begrænset omfang fra Guinea.

Litteratur

I litteratur afsnittet på denne hjemmesider er givet en oversigt over den generelle litteratur vedrørende Dansk Vestindien. Mange af de der nævnte værker behandler Vestindisk-guineisk Kompagni og epoken 1671-1754 mere eller mindre indgående. Litteraturen specielt om Vestindisk-guineisk Kompagni er forholdsvis omfattende. Den er præsenteret og diskuteret i Erik Gøbel, Danske oversøiske handelskompagnier i 17. og 18. århundrede. En forskningsoversigt, Fortid og Nutid, bind 28, 1980, side 553-559.

Vestindisk-guineisk Kompagnis arkivs skæbne og overlevering til i dag er beskrevet i J. O. Bro-Jørgensen & Aa. Rasch, Asiatiske, vestindiske og guineiske handelskompagnier, Vejledende Arkivregistraturer, bind 14, København 1969, side 161-164.